Erling fylder 60 år

Utrolig flotte ord af Karin og Asger Stein i forbindelse med Erlings runde fødselsdag!

Fra: Facebook – Engelsk Setter Klub i Danmark

“Mandag, den 11. september kan en meget markant og særdeles kendt person inden for hundesporten i Danmark fejre sin 60 års fødselsdag.

Erling Clausen blev i 1986 medlem af Engelsk Setter Klub i Danmark. Og da han kort tid efter erhvervede sig Heegårds Senja, blev det starten på en fantastisk og uforlignelig karriere inden for hundesporten. Ligeledes blev Senja navnet på hans kommende kennel, som igennem årene har fostret et utal af vindere på vores markprøver.
Erling har i alle disse år været fremme i forreste række på prøverne og opnået et hav af præmieringer samt placeringer på hundesportens store prøver såvel i Danmark som i Sverige. At nævne navne på alle disse hunde Erling har ført frem til de højeste placeringer vil her føre for vidt, men for sin dygtighed som dressør, hundefører og opdrætter nyder han enorm respekt for sine opnåede resultater i hele Norden.

Ligeledes er Erling en meget dygtig og yderst anerkendt markprøvedommer, hvilket har bevirket, at der meget ofte er bud efter ham som dommer på alle betydelige store prøver i Danmark og i Sverige. Disse egenskaber medførte derfor, at der var brug for hans ekspertise i Dommerudvalget, som han også i en periode var formand for.

Med Erlings interesse og engagement for den engelske setter var det naturligt, han blev valgt ind i bestyrelsen for Engelsk Setter Klub i Danmark, hvor han har lagt et kæmpe stykke arbejde med træningsture og afholdelse af markprøver. I dag yder Erling og Sarah stadig et meget stort og aktivt stykke arbejde med afvikling af markprøver på deres fine terræner, hvor der oftest er standkvarter hos dem privat med en særdeles god service for de deltagende hundefører på dagen. Ligeledes bestred Erling i en årrække også posten som formand for ESK, hvilket naturligvis bevirkede, at han har modtaget Engelsk Setter Klubs Hædershorn samt ESK’s Æresplaquetter i Sølv- og Guld for sin enorme og utrættelige arbejdsindsats for vores race. Det skal også her nævnes, at Erling var formand for ESK i jubilæumsåret og en af foregangsmændene for festligholdelsen af Engelsk Setter Klub i Danmarks 100-års jubilæum. Dette var et kæmpe- og meget succesfyldt-arrangement, som vil huskes i mange år fremover af klubbens medlemmer.

Erling store lidenskab og passion er stadig jagten med den stående fuglehund. Alle hans hunde er igennem tiderne altid blevet brugt til alle former for praktisk jagt. Tidligere var det agerhønsejagten, som var i højsædet med flere jagtture til Polen med hundene. I dag kombineres det med ture i fjeldet efter ryper samt jagten på snepper, der er hans hel store passion.

På vegne af Engelsk Setter Klub i Danmark ønskes du hjertelig tillykke med din 60-års fødselsdag, Erling.”

Del denne nyhed på:

Læs også...

Bugatti og Bali til Kennel Senjas

To utrolig skønne tævehvalpe efter Senjas Felix og Dreamzikas Akia er nu kommet til kennelen. Begge hvalpe er...

Lancering af ny hjemmeside

Efter flere år med en succesfuld side på Facebook er det os en glæde endelig at kunne byde...

Parring foretaget 27-05-2023

Maclau Hitched Ginny Cocktail er parret med Setterlandet´s DK Lui og vi forventer hvalpe ultimo juli....